8. november modtog jeg Demetrious Haracopos legatet

Her ses mit legat, som jeg modtog d. 8/11-2013 på den internationale autismekonference i Skive. Under billederne ses den tale som blev læst op, under modtagelsen af legatet.

Talen “Modtager af Demetrious Haracopos legatet 2013”

Demetrious Haracopos legatet 2013 blev givet til Dorthe Hölck.

Dorthe Hölck har i sin karriere blandt andet været med til at udvikle det første opgangs-botilbud for unge med ASF, arbejdet som udviklingsleder på Hinnerup Kollegiet, herefter gik hun selvstændig først i Sopra og sidenhen startede hun sin egen konsulent virksomhed Go Between.

Dorthe beskrives som en ren mester i at omsætte sin viden i praksis handling – og derfor bedre end de fleste til “at leve sin viden i praksis”. Hun søger at forstå hvad autisme er, således at hun kan bruge denne forståelse til at perspektivere de ressourcer og udfordringer mennesker med autisme oplever i deres liv.

Når Dorthe oplever videns- og metodehuller, fylder hun dem gerne ud, for derigennem at støtte mennesker med autisme til øget trivsel og selvstændig livsmestring.

Dorthe introducerede begrebet go between, om dette skriver Dorthe på sin hjemmeside Go Between: ” den defineres som et kontaktled mellem personerne med ASF og omgivelserne”. Fagpersonen, der påtager sig Go Between funktionen, er således med til at sikre, at både personer med ASF og omgivelserne støttes i at få viden om hinandens betingelser og forudsætninger.

Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland sender ofte bud efter Dorthe Hölck, når der afholdes pårørendeaftener. På disse aftener formår hun at få både bedsteforældre, mostre og onkler til at forstå, at det er bydende nødvendigt, at tage særlige hensyn til den familie, der har et barn med autisme og særlige hensyn til barnet med autisme. Forældre og pårørende går altid derfra med en større forståelse og viden om autisme, samt en lyst og nysgerrighed på, hvad der skal til for at få barnet med autisme til at få et bedre liv.

Dorthe Hölck er altid i gang med udvikling af temakoncepter. På det seneste har hun sammen med Neuro-Team og Autisme Kreds Østjylland været med til at udvikle et selvforståelses kursus for unge med ASF, som er inkluderet i folkeskolen. Vi ser frem til at høre mere om det i fremtiden.

Vi føler netop at Dorthe gennem sit arbejde har efterlevet Demetrious ord : “Ethvert menneske har retten til at blive set og hørt”.

Skriv svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

website af atriumWeb ApS - Online markedsføring

Dorthe Hölck
Cookie- og privatlivspolitik